Der kan være mange grunde til, at man som nybagt mor, oplever ømhed eller direkte smerte ved amning. En af disse grunde, kan være et for stramt tungebånd hos baby. Barnets tungebånd er for kort eller for tykt og det vil begrænse bevægeligheden af tungen og det vil typisk give ammeproblemer.

Ofte vil det blive opdaget i løbet af den første tid efter fødslen, hvis baby har svært ved at få ordentligt fat på mors bryst. Hvis der er tale om for stramt tungebånd, skal det behandles.

Hvad er problemet ved et for stramt tungebånd?

Problemet er, at babys tunge ikke er bevægelig nok, og det vil resultere i, at baby ikke kan få ordentligt og dybt nok fat på brystet. Man kan ofte spotte det hvis baby, i et forsøg på at stikke tungen ud af munden, har en hjerteformet tunge. Hvis tungebåndet ikke er så stramt igen, men sådan at baby kan få fat, vil længden af måltidet typisk ikke vare ret længe, da det er svært for baby at holde vakuumet i længere tid. Andre kan hæfte sig fat i længere tid, men vil ikke få særlig meget mælk ud af brystet.

Nogle babyer vil kun die lige når mors nedløbsrefleks begynder og mælk sprøjter ind i babys mund, og stopper så igen med at die, når der skal arbejdes lidt for føden.
Mange babyer med stramt tungebånd vil kunne tage en sutteflaske, men for nogle, vil selv en flaske være et problem. De vil typisk få mælken galt i halsen eller der vil sive mælk ud af mundvigene.

Umiddelbare problemer ved for stramt tungebånd:

For baby kan den overfladiske sutteteknik resultere i:

  • Luft i maven eller kolik
  • Reflux
  • Ikke at få nok mælk ud af brystet ved amning
  • For lille vægtøgning
  • At baby falder i søvn ved brystet
  • Lange ammeperioder
  • Ikke at være i stand til at holde vakuum
  • Ikke at være i stand til at udvikle en dyb nok sutteteknik
  • Ikke at være i stand til at holde en sut inde i munden
  • At barnet tidligere afviser brystet

For mor:

  • Vanskeligheder med at amme
  • Ømme brystvorter
  • Mastit, trøske, mælkeknuder
  • Vasospasmer
  • Nervøsitet, stress, træthed
  • Efterfødselsreaktion
  • Revner og blødende brystvorter
  • Lav mælkeproduktion
  • Følelser af skyld

Hvordan finder jeg ud af, om mit barn har et stramt tungebånd?

Der er flere af tungens bevægelser, I som forældre kan kigge efter:

  • Når din baby græder, er den forreste kant af tungen så mindst lige så høj som hjørnerne af din babys mund?
  • Når du følger dit barns nederste gummer med din finger,  følger tungen så din finger?
  • Når du forsigtigt trækker dit barns hage og underlæbe nedad, strækker tungen sig så forbi de nederste gummer? Eller forbi underlæben?
  • Hvis du løfter dit barns tunge mod ganen, ser eller føler du så en membran, der forhindrer dig i at løfte tunge? Er denne membran hvid på grund af spænding?
  • Hvis du løfter dit barns overlæbe mod næsen, ser eller føler du så en membran, der forhindrer dig i at løfte læben? Er denne membran hvid på grund af spænding?

Denne liste giver ikke en fuldstændig vurdering af tungens funktion, men hvis du ser nogle af de ovennævnte ting, kan dit barn have et for stramt tunge-eller læbebånd og det vil være en god idé at få det undersøgt og evt. behandlet af en ekspert.

Se dette rigtig gode videoklip, der viser, hvordan et for stramt tungebånd ser ud og hvordan man kan undersøge om baby har stramt tungebånd:

Dr. Ghaheri er en amerikansk læge, som har specialiseret sig i netop dette emne. I denne artikel gennemgåes flere studier, der henviser til betydningen af behandling af stramt tungebånd: